Ressourcer: Svar på tiltale fra AntiPiratGruppen (Flere punkter)

Svar på tiltale fra AntiPiratGruppen
16. november 2001 kl. 00:00


"Arrangørerne vil løbende
overvåge trafikken på det interne netværk og via
Internetforbindelse med henblik på kontrol af at ulovlig
kopiering og/eller distribution af musik, spil, film eller andet
materiale beskyttet materiale ikke finder sted.
"



Dette kan jeg, som nævnt ovenfor,
ikke forestille mig, er et problem i forhold til de juridiske
aspekter - måske bortset fra brevhemmeligheden, da det må
antages, at der også bliver sendt emails under et sådant
party. Dog melder der sig et væld af andre problemer som følge
af en sådan overvågning. Er arrangørerne f.eks.
underlagt tavshedspligt i forhold til det materiale, som de ser under
sådanne overvågninger?



Kigger man på det rent tekniske
aspekt, så vil APG dumpe en uoverkommelig opgave over på
arrangørerne. Der er tale om en så stor opgave, at jeg
stiller mig tvivlende overfor en overkommelig løsning, bare
man tager økonomien i betragtning, da der er tale om et væld
af tekniske, analytiske og juridiske problemer.



For at anskueliggøre det
tekniske problem med overvågning af netværkstrafikken,
angiver jeg her et "simpelt" regnestykke:



Der er typisk tale om 48 timers party
(visse parties varer længere, men det gør bare
overvågningen endnu mere umulig), hvor hver deltager har
mulighed for at bruge netværket.



De fleste netværkskort opererer
med en hastighed på 100 Megabit/sekund, hvilket svarer til et
teoretisk maksimum på 12,5 MegaByte pr. sekund. Det svarer til
2,16 TeraByte (2.160.000.000.000 Bytes - 2.160 MILLIARDER tegn)
i løbet af partyet. For at gøre dette tal mere
håndgribeligt, kan man forestille sig, at hvert tegn skrives i
hvert sit kvadrat på et kvadreret A4-ark. Bruger man begge
sider af arket, skal der bruges 435.835.352 ark for at kunne opbevare
disse data. Dette vil dække et areal på ca. 27,2 km2.
Dette er endda blot per deltager.


2,16 TeraByte netværkstrafik, som
vi ifølge APG skal gennemgå med en tættekam for at
kontrollere, om:

Det indeholder ophavsretsligt
beskyttet materiale.
Det er kopieret fra en original
(hvilket er fuldt lovligt), eller kopieret fra en kopi (som ikke er
lovligt). Dette er naturligvis i sig selv umuligt, da man ikke kan
skelne en digital kopi fra en original, og som følge deraf kan
man naturligvis heller ikke se forskel på kopierne af de to.




Selv hvis dette uløselige
problem skulle blive løst, så har vi for det første
ikke plads til de enorme mængder af data, som vi skulle ligge
inde med, så vi har alt ophavsretsligt beskyttet materiale at
sammenligne med (nødvendigt for at kunne se om deltagernes
trafik er identisk med det), og for det andet må vi jo slet
ikke have den slags materiale liggende; det ville jo blive
karakteriseret som piratkopier. Skulle disse problemer også
blive løst på magisk vis, ville en kontrol af bare en
brøkdel af netværkstrafikken tage et hold på
størrelse med deltagerantallet mindst en uge. Regningen for
dette overvågnings-bonanza sender vi vel til APG?


Der er adskillige måder at omgå
en normal (om end umulig) overvågning af netværkstrafikken
- blandt andet er kryptering en ganske udmærket måde
at undgå at uvedkommende lytter med. Samme kryptering kan
benyttes på filoverførsler, og benytter man blot en
forholdsvis sikker krypteringsnøgle, vil det være
umuligt at bryde krypteringen inden for en overskuelig tidsramme. APG
forventer måske, at arrangørerne af netparties i
modsætning til alverdens efterretningstjenester er i stand til
at bryde den slags kryptering "med det vuns"?



"Såfremt arrangørerne
skønner, at en deltager overtræder forbudet mod ulovlig
kopiering og/eller distribution af musik, spil, film eller andet
materiale beskyttet materiale vil dette medføre øjeblikkelig
bortvisning fra netpartiet. Deltagere som bortvises har ikke krav på
tilbagebetaling af deltagergebyret eller anden form for
kompensation.
"



Her har jeg intet at påtale
udover den gentagne fejlagtige bøjning af ordet "netparty".
Hvor gerne visse personer end så det, så findes der (så
vidt jeg ved) ikke noget Netparti, og selv hvis der gjorde, tror jeg
ikke, at arrangører af netparties har ret til at ekskludere
medlemmer af dette parti, ganske som de ikke har ret til at
ekskludere medlemmer af partiet Venstre, Socialdemokratiet eller
hvilken politisk koalition man måtte ønske. Jeg har
svært ved at tage privatpersoner alvorligt, når de ikke
kan frembringe en forståelig og korrekt sætning på
deres modersmål; når det drejer sig om så alvorlige
sager som dette, hvor et forkert komma kan koste dyrt, så er
det ikke alene nok til at få mig til at ryste på hovedet
- det er i mine øjne dybt forkasteligt, og udviser en dyb
foragt for modtagerne.



"Arrangørerne vil
videregive oplysninger om deltagere, som overtræder forbudet
mod ulovlig kopiering og/eller distribution af musik, spil, film
eller andet materiale beskyttet materiale til de krænkede
rettighedshavere sammen med navn og adresse på den deltager,
der har foretaget krænkelserne.
"



Skal overtrædelser af
lovgivningen ikke anmeldes til politiet? Politiet er den udøvende
magt i det danske retssamfund - APG er ganske som arrangørerne
af netparties ikke repræsenteret i tredelingen af magten i
Danmark.



Burde det i øvrigt ikke være
rigeligt, hvis arrangørerne gør deltagerne opmærksomme
på, at de selvfølgelig skal overholde dansk lov, når
de deltager i et netparty? Bør det overhovedet være
nødvendigt med en sådan erklæring - til trods
for de mange årlige trafikdrab, skal man ikke underskrive en
erklæring på at overholde Færdselsloven, før
man får lov til at køre bilen ud af garagen. Som medlem
af det danske samfund, antages det, at man overholder de danske love
- at kræve en underskrift på en erklæring som
ovenstående er en mistænkeliggørelse af samtlige
deltagere, og vil sandsynligvis blot resultere i én af to
ting:

Deltagerne skriver under på
erklæringen men overholder alligevel ikke loven.
Deltagerne nægter at skrive
under, da de mener, det er en urimelig mistænkeliggørelse
af dem, hvilket resulterer i lukningen af adskillige netparties.




Sidst men ikke mindst tager ovenstående
erklæring ikke hensyn til deltagerens alder. En kontrakt er
ikke gyldig, hvis den ikke er underskrevet af en myndig person. Skal
deltagerne fremvise gyldig billed-ID for at kunne deltage til
netparties? Hvad med de personer, der ikke har gyldigt billede-ID,
som for eksempel undertegnede? Skal de bortvises ved døren?
Hvorledes skal arrangørerne af netparties forholde sig til
registerlovgivningen? Når APG er så interesserede i, at
arrangørerne registrerer navn og adresse på deltagerne,
så har APG nok også en løsning på eventuelle
problemer i forhold til registerlovgivningen. Jeg har dog ledt
forgæves efter dette på http://www.antipirat.dk - en
henvisning til sådanne løsninger bydes velkommen.



Tilbage Næste

Kommentarer


comments powered by Disqus